Jeg er demonstrativt barnløs



❤️ Click here: Unders?gelser fro ensomheden hos aeldre

Respekt for Amalie Langballes valg, men følgende sætning skræmmer mig, og den burde også skræmme Amalie. Med sin egen Amalie i baggrunden?


Mine to yngre Fættere, Carl og Valdemar, faldt Begge i Krigen 64 med to Dages Mellemrum, de to Cousiner, Sophie og Ville, blev Begge gift med to Brødre Lerche fra Lerchenborg — alle er de gaaet bort. Og deiligt er det at fole, at Forholdet til mine to kjære Med- arbeidere — fra Forretningsforhold efterhaanden er gaaet over til et virkelig trofast Venskab. Jeg levede nu sammen med Ville fra Morgen til Aften, idet jeg enten sad i selve Sygeværelset eller i en tilstødende Stue for altid at kunne være parat, naar den Syge kaldte eller rørte sig.


Jeg er demonstrativt barnløs - Ofte gjennem Drommens Evner Schweitzer Bjerge for mig staae, 1 de dybe Klipperevner Bækkene mod Dalen gaae, Vandet brusende nedvælder, Over Kløften ud sig helder Busken med sit grønne Løv.


Jeg er 23 år. Jeg vil gerne redegøre for mine overvejelser bag min beslutning. Men egentlig starter beslutningen et andet sted end overvejelserne. Den starter med en sikker viden om, at jeg ikke skal være mor. Det er en kropslig viden, der er svær at sætte ord på, men som jeg altid har haft. Som en kode indprentet i mit genom, der siger »skal ikke formeres«. Jeg har ikke forladt mig på denne intuition alene. I stedet har jeg i bedste bare-bræk-dig-nu-for-det-her-er- corny-stil forestillet mig, at jeg har gået ad en masse stier. Hver sti har været et argument i diskussionen af sterilisationen. Hvert skridt har været en afvejning. Alle stier førte til min endelige beslutning om at blive steriliseret. Det klassiske argument er, at børn er meningen med livet. Børn er dét, vi er her for. Om jeg vil det eller ej, vil der på et tidspunkt udgå jungletrommer fra mit underliv, og så skal der laves babyer. Når jeg bliver præsenteret for det argument, plejer jeg at rynke på panden, give min stemme lidt ekstra luft og i et mildt hånligt toneleje svare: »Det ville være meningen med mit liv, hvis jeg var en gnu. « Jeg er ikke en gnu. Jeg tror på, at jeg selv kan definere meningen med mit liv. Når det er sagt, tror jeg på, at meningen med livet i høj grad er, at man er noget for nogen. For mig behøves det bare ikke at være mine egne børn. Mange tror, jeg er blevet steriliseret, fordi jeg hader børn. Det gør jeg ikke. Jeg synes, de er uinteressante, og mere end en gang har jeg hvæset ad forældre til skabagtige unger i supermarkedet: »Er opdragelse gået af mode eller hvad? « Alligevel tror jeg, at der på et tidspunkt i mit liv vil være børn. Det skal bare være andres. Jeg håber, jeg lever et liv, hvor det på et tidspunkt giver mening at ville lære noget fra sig. Dårligt værn mod ensomhed Det andet, og næsten lige så hyppigt forekommende argument er, at jeg bliver ensom uden mine egne børn. Jeg bliver gammel, jeg bliver ensom, og jeg kommer til at dø alene. Jeg køber ikke det argument. Jeg kunne føde børn fra nu af, og til min livmoder kastede mine æggestokke i ringen, og jeg ville stadig risikere at dø alene og ensom. Spørg en hvilken som helst plejehjemsbeboer, der ikke har haft besøg den sidste måned, det sidste år, det sidste årti. Børn er et dårligt værn mod ensomhed — de giver ingen garantier. Og ingen bør frygte deres eget selskab. Det gør jeg i hvert fald ikke. Måske ønsker jeg ligefrem den ensomhed, som mine dommedagsbekendtskaber fordømmer mig til, når de hører om min selvvalgte barnløshed. Ensomheden er vigtig — uomgængelig. For jeg ved godt, at fravalg af børn nok også er et fravalg af mand. Der kommer til at være mænd, jeg forlader, før vi er begyndt, fordi jeg ikke kan give dem det, de drømmer om. Dét som de fleste drømmer om, og som man aldrig kan gå på kompromis med. Amalie i baggrunden Det fører mig til et nyt argument: Du har ikke mødt den rette endnu. Men det har jeg. På sin vis i hvert fald. Jeg har prøvet at være så forelsket, at jeg drømte om at få børn. Eller rettere: Jeg drømte om at give ham børn. Det var en drøm, han befrugtede mig med. Drømmen blev aldrig min egen. Den blev aldrig internaliseret. I mine fantasier så jeg os altid udefra, det lykkelige par med det ultimative lykkesymbol: en kærlighedsleverpostej. Jeg var forsvundet så meget ind i et vi, at min egen Amalie trådte i baggrunden. Sådan kan man ikke leve, vel? Med sin egen Amalie i baggrunden? Nogle gange, mere sjældent, får jeg at vide, at jeg burde få en baby, for det er godt for landet. Danmark står over for demografiske problemer. For få babyer, for mange gamle, der ikke vil dø. Vi husker alle Københavns Kommunes æggekampagne fra sidste sommer. Vi kvinder skulle tælle vores æg. Jeg forstod aldrig helt den kampagne. Når nu kloden ikke mangler mennesker, er det mig uforståeligt, at København kan mangle københavnere. Hvorfor så ivrig efter hvide babyer, men ikke brune flygtninge? Læs også: Det har faktisk fyldt meget for mig. At vi er så mange. Der var både klassikere som tigeren, pandaen og isbjørnen, men også mere ukendte arter som brillebjørnen og den kinesiske floddelfin. Jeg var besat af de dyr, og min viden om dem var uendelig. Hvor store blev hannerne i forhold til hunnerne, hvor længe var hunnerne drægtige, hvornår var der parringssæson, hvad levede de af, hvor fandtes de i fangenskab, hvor stor var bestanden, hvor stor skulle bestanden blive, før de ikke var truede længere. Det var altid udryddelse af levesteder. Nogle gange suppleret af krybskytteri. Det har aldrig rigtigt sluppet mig. At vi har en hel planet til rådighed, og det er stadig svært at finde plads. Når jeg fremfører overbefolkningsargumentet, får jeg at vide, at man ikke kan leve sådan. Man kan ikke tage klodens problemer personligt på den måde, og det giver for øvrigt heller ikke mening. »Se på os andre — vi har ædt og avlet og forbrugt så flot og så ubekymret. « Det kan jeg bare ikke. Kald det bare ungdomsarrogance. På det her tidspunkt må nogle tænke: Hvorfor så ikke bare lade være med at få børn? Hvorfor blive steriliseret, når der er så mange alternative præventionsmuligheder? Sandheden er, at jeg har forsikret mig imod Gamle-Amalie. Måske for at holde på den mand, der ellers er ved at sive ud mellem fingrene på hende. Måske fordi hendes karriere ikke går, som hun havde håbet, og hun brænder efter at lykkes med et eller andet. Jeg har truffet den beslutning for hende, at det er dårlige grunde til at blive gravid. Det bringer mig til et centralt punkt. De fleste argumenter imod sterilisation bygger på underliggende præmis, der hedder: Du bliver klogere med alderen. Hvis 35-årige Amalie vil have børn, ved hun bedre, end 22-årige Amalie, der blev steriliseret. Hun kender sig selv bedre. Det tror jeg bare ikke på. Kald det bare ungdomsarrogance. Jeg tror, der er en grund til, at vi hylder dem, der udlever deres barndomsdrømme. Det er, fordi for mange af os glemmer os selv et sted mellem den første og den sidste lønseddel. På et tidspunkt bliver det lettere at gøre som de andre. Forhåbentlig har jeg illustreret, at man kan sige mange ting om min sterilisation, men den kan ikke kaldes uovervejet. Måske dum og unødvendig, men ikke uovervejet. Amalie Langballe er journaliststuderende. Man har det heldigvis med at blive glad for sine beslutninger med tiden. Det er en grundlæggende egenskab i mennesket, at vi kan finde mening i de omstændigheder, vi befinder os i. Derfor er jeg ikke bekymret for, at du har taget et forkert valg, Amalie. Du er allerede fuld i gang med at forstærke meningen ved dit valg, så det skal såmænd nok blive rigtigt for dig. Men jeg håber, at du finder ud af, at man bliver klogere med alderen, og at du ikke ved alt som 23 årig. Det er ikke bare arrogant. Det er farligt at insistere på ikke at kunne blive klogere. Det er nok derfor, det bekymrer mig, når folk tager så ultimative beslutninger. Dermed fravælger de en del af den eksistentielle tvivl, der er en del af livet, og som får os til at udvikle os. Hej Har du fjernet livmoderen? Hvis ikke, så er det nogen vas du skriver. Hvis du kun har bundet æggestokke med tråden kan man altid fjerne dem igen og der er sikkert at du har fået det at vide. Hvis du ikke har fjernet livmoderen så er din artikel er totalt utroværdigt da både dig og dem, der læser den, udmærket ved at den operation kan fortrydes. Dermed, hvis du har fjernet livmoderen så giver din artiklen noget substantielt at tænke over. Hvad har du så gjord? MVH Hvorfor denne trang til at argumentere for dit valg? Forældre skal ikke argumentere for, hvorfor de har valgt at sætte børn i verden. Du behøver ikke begrunde dit mangel på tilvalg af børn for fremmede mennesker på et avissite. I Danmark bliver man kriminaliseret for mange ting, men ikke for at undlade at få børn. Ikke endnu i al fald. Ole Villumsen Jeg kender adskellige mennesker, som ligesom Amalie og jeg selv! Jeg tror det var videnskabsjournalisten Lone Frank, som udtrykte det som et mangel på tilvalg fremfor 'barnløshed' da det ofte betegner en ulykkelig tilstand, når man er -løs. Angsten for at blive ensom som gammel.. Men mon ikke, vi finder på noget. Jeg kan godt forstå, at Amalie har en trang til at argumentere for sit valg, for det er lige så meget verden der presser på for at få svar. Mange i dette samfund mener stadig, at man er lidt unormal, når man fravælger børn eller er barnløs af en eller anden grund. Det er jo et uhyggeligt privat spørgsmål, så når jeg bliver spurgt idag hvorfor jeg dog aldrig har fået mand og børn, så stiller jeg modspørgsmålet, hvorfor har du? Respekt for Amalie Langballes valg, men følgende sætning skræmmer mig, og den burde også skræmme Amalie. Det gør jeg ikke. Jeg synes, de er uinteressante,... Jeg er også en af dem der er af egen fri vilje har valgt at jeg ikke skulle have børn. Dem der ikke forstår hvorfor Amaile kan have behov for at argumentere for sit valg, har ikke skulle modstå det pres der er fra forældre, bedsteforældre, og den øvrige famile for at gøre ligesom alle andre og få børn. Jeg erindrer ikke en familesammenkomst fra da jeg var i starten af 20'erne og 10 år frem uden at et eller flere familemedlemmer har skulle høre høre om jeg ikke snart skulle have børn og hvor det ikke var godt nok når jeg forklarede at jeg altså ikke levede et liv, hvor jeg kunne forestille mig at der var plads til børn og jeg heller ikke havde lyst til at få børn. Presset fra familien forsvandt først da jeg i starten af 30'erne fik mig en kæreste der var så meget ældre end mig selv, at hun ikke længere kunne få børn. Så var det emne ligesom uddebatteret. Jeg har også oplevet at min gamle vennekreds langsomt men sikkert er blevet et Facebook-venskaber efter at de stort set alle samme har fået børn. Når man ikke selv har børn, så mangler man simpelthen referencer til det fælles samtalegrundlag, som børnene udgør. Også blandt vennerne har jeg - når de selv har fået famile og børn - selvfølgelig skulle forsvare mit valg. Kort sagt, så forstår jeg rigtigt godt hvorfor Amalie føler trang til at forsvare sin beslutning... I forlængelse af Angela Kravitz's kommentar: Det interessante er vel den arbejdsløse livmoder. Bør samfundet forlange at Amalie stiller den til rådighed for en der gerne vil bruge den? Nogle kvinder mister den og nogle mænd ønsker sig at blive kvinder. Jeg er ikke up-to-date om den kirurgiske teknik kan transplantere livmødre - men det kan kun være et spørgsmål om tid. Denne meget individfokuserede tilgang til livet, bliver selvfølgelig ganske kostbar og vil kræve mange ansatte i sundhedsvæsenet der kunne have udført noget andet. Men da de fleste frygter robotterne vil gøre os allesammen arbejdsløse - er det vel en udmærket måde at skabe noget arbejde? Derfor har jeg heller ikke haft brug for at argumentere i så stort omfang for at vælge anderledes end flertallet. Et vennepar jeg har, som er gift og har været sammen i ca 25 år, har dog haft svært ved at slippe for deres respektive familiers krav. Jeg har altid haft stor respekt for de mennesker, som bevidst fravælger at få børn. At få børn er et kæmpe ansvar. Trods prævention og fri abort er der desværre alt for mange, som får børn uden at kunne tage vare på dem. Tænk på alle de anbragte børn, som slæber videre på den såkaldte sociale arv fra deres forældre. Det er muligt, at valget om at blive steriliseret er velovervejet og måske endda også meget velovervejet. Der er sådan en lidt udbredt og misforstået opfattelse i samfundet af, at når man er 18 år, er man færdigudviklet, fordi man nu kan kalde sig voksen. Det er man bestemt ikke. Og det er man heller ikke 4 år senere. Det er en livslang proces, og det sjove er, at fordi man altid er klogere end i går, tror man, at man at NU kan man da ikke blive klogere. Men det kan man Amalie. Bør samfundet forlange at Amalie stiller den til rådighed for en der gerne vil bruge den? Heldigvis ejer vi da stadig som mennesker vores egen krop. Jan Kønig Min kommentar var min helt private filosoferen og har intet med det parti jeg støtter men ikke er medlem af at gøre. Det ville i så fald være parallelt med andre organdonor programmer - hvor man giver det væk man ikke selv har noget at bruge til. Jeg har skrevet det før og nu gør jeg det igen - jeg har - som helt og aldeles frivillig barnløs - aldrig haft overdrevent brug for at skulle forsvare mit valg i de vel 25 år, jeg var fertil. Hverken da jeg var gift eller senere. Folk har i al almindelighed bare konstateret, at det var mit valg. Er der nogen, der savner opmærksomhed? Jeg sidder og nikke genkendende til alt hvad du skriver. Jeg er 35 og har altid haft det som dig. Som du skriver er det noget, der sidder i en, og jeg har overvejet børn - men er kommet frem til. Jeg får stadig den fra folk med, at det lige pludselig kommer. Man skal aldrig sige aldrig, men finder det pænt nedladende, nu jeg er 35 og har aldrig har følt anderledes, når jeg mærkede efter. Jeg har drømt om et spændende job og en mand, der elskede mig for, hvem jeg er begge dele har jeg nu, og det har jeg forhåbentlig også i fremtiden - endda med et stedbarn, som jo også er mit. Jeg kunne personlig aldrig finde på at sterilisere mig, selv om det muligvis ville gøre den endelige beslutning, jeg står overfor nemmere, men kan sagtens forst,å hvorfor du har haft brug for at lukke den. Så tak for din deling og være så åben og ærlig om det. God vind både til dig og den fremtidige Amalie : Kh Elisabeth Henrik Brøndum Så bliver det jo en helt anden snak lige pludseligt. Som jeg sagtens kan støtte op om. Der må dog aldrig blive et præs på folk til at udlevere deres organer som de vælger ikke selv at bruge fuldt ud. Jeg synes i øvrigt ikke helt man kan sammenligne organdonation som dødt menneske kontra levende. Mange vil sikkert være aldeles ukomfortable med at donere en livmoder mens de stadig var i live, blot fordi de har fravalgt børn. Hold kæft, der var lige en tre stykker der blev rigtig møgfornærmede over denne artikel! Jeg er dog glad for at den ene af dem, Angela Kravitz oplyste mig om at denne beslutning Amalie har truffet ikke er uomgørlig, så har hun da chancen hvis det er hun ændrer mening. Selv er jeg i den lykkelige situation både at have fået børn og ikke fået børn, så jeg kan tale ret meget med om emnet. Jeg fik først to børn med to forskellige kvinder i min vilde ungdom, hvor det endte med at jeg var enlig far med den ene hvis mor blev psykisk syg. Nu ser jeg overhovedet ikke den ene som jeg ikke var fuldtidsfar for og den anden er blevet psykisk syg som sin mor. Jeg tager mig af ham så godt jeg kan. Så det der med børn som en slags garanti mod det ene eller det andet....... Vi fik ikke børn og HOLD DA KÆFT hvor har vi tit måttet høre for det, især fordi jeg er 16 år ældre end hende. Jeg blev mere og mere presset af det, det var jo trods alt mig der måske var en gammel mand der måske ikke kunne... Så Amalie: Der kan være lys forude! Det kan være du møder dit livs elskede som er så glad for dig at han er skideligeglad om du vil have børn eller ej. Det er godt at Clara har fundet ud af at hun ikke er en gnu, måske kan hun nu få modet til at indse at hun er en abe. I gamle dage blev man forsørget af sine børn når man blev for gammel til at arbejde, mod at man gik lidt for hånden og i øvrigt gav vigtig omsorg til børnebørn. Nogle mener ligefrem at det er den evolutionære grund til at man lever længere end den frugtbare alder. Da man gjorde ældreomsorgen til en samfundsopgave og indførte folkepensionen, var det naturligvis en forudsætning at der i gennemsnit var mindst en tilsvarende antal efterkommere der via deres skatter betalte udgifterne. At folk nu får færre børn og i øvrigt bliver ældre betyder at denne forudsætning er brudt. Jeg mener at folk der af ikke medicinske grunde ikke mindst får et barn og opfostrer det til at blive voksen, ikke skal modtage folkepension. En selvbevist emanciperet moderne kvinde anno 2016. I øvrigt skyldes hovedparten af befolkningstilvæksten i verden i de kommende årtier ikke at der fødes mange flere børn, men at gennemsnitslevealderen, særligt i den tredie verden, bare stiger og stiger - Vi dør simpelthen ikke hurtigt nok længere. Hvad bliver det næste? Mand trak sig ud inden orgasme for at undgå at blive far. Man vil godt nyde af fællesskabet men man vil ikke yde til fællesskabet. Jeg ved at der ikke er nogen folkepension, sundhedsvæsen og hjælp til mig når jeg bliver gammel. Bilder man sig selv andet ind, er man blå-øjet.. Vent, er det blevet racistisk at sige nu? Derfor er jeg glad for min børn, og bliver glad for mine børnebørn. Familien er vigtigst, dernæst venner og naboer, efter det dine avls, nytte, brugsdyr og lokalmiljøet. Til sidst kommer alt andet og alle andre. Vi ses på Idasletten. Der er mange grunde til at fravælge børn. Selv har jeg en depressionssygdom, der i perioder gør det til svært for mig bare at tage mig af mig selv. Den er arvelig - og jeg har ved gud aldrig ønsket nogen at arve den. Og ja - det var et fravalg med konsekvenser, for jeg er enebarn. Jeg fratog mine forældre muligheden fro at blive bedstefroældre - hvilket jeg aldrig hørte et bebrejdende ord for. Endvidere voksede jeg op som nabo til et spædbørnehjem, hvor børn af dels mødre der ikke kunne have børnene - og led under det - og dels børn af mødre, der ikke var det fjerneste interesserede i dem, tydeliggjorde at moderfølelse ikke er noget, der kommer automatisk - hvilket også adskillige socialarbejdere og sundhedsarbejdere kan bære næsten ubærlige vidnesbyrd om. Men undskyld - jeg bliver så træt i mit hoved, når fravalget af børn flashes som noget specielt. Der har altid været kvinder fravalgte børn - og siden p-pillens udbredelse da i den grad. Og selvfølgeligt - heldigvist - fylder børn meget i folks liv, når de får dem. Og selvfølgeligt betyder det, der er nogle fællesskaber, vi barnløse står uden for - so what? Jeg interesser mig ikke en døjt fro fodbold eller håndbold. Og jeg er i forbindelse med diverse turneringer gabende uinteresseret i, om DK vinder nogle kampe. Det har jeg ofte oplevet førte til langt større bestyrtelse end mit fravalg af børn. Amalie, du er en gnu. Jeg tror nu heller ikke jeg får børn, har ikke noget ønske om det. Tænk at den kultur vi lever i har gjort det så attraktivt ikke at få børn eller få ikke mange børn. Vor kultur kommer til at uddø, bliver overtaget af andre med bedre evne til at formere sig. Vi er sådan set bare nogle gnuer, en flok gnuer som ikke formerer sig vil snart overlade sine græsningsarealer til andre mere fertile flokke. Sådan er livet , naturen for gnuer og mennesker. Troels Brøgger Hvor er det henne du ser fornæmelse? Der er blevet stillet et simpelt spørgsmål om kvinden har fjernet livmoderen eller ej? Og eftersom svaret udebliver så kan man ikke rigtig tage hendes skrivelse seriøst. Der lugter lidt a la ser mig, ser mig, jeg er så modig, vay jeg har bundet æggestokkerne. Hurra for hende, hun har fået den bedste prævention der findes. Men der betyder ikke at hun ikke kan få børn, da den mulighed har hun ikke fjernet. Derfor, giver hendes skrivelse ikke mening og i mine øjne er ren selv promotion.... Amalie, jeg blev lidt bekymret over overskriften, da dét at gøre noget i trods typisk er en reaktion på nogle eksterne omstændigheder; og derfor kunne være imod dét, du selv ønsker. Men jeg læser, at du har truffet et velovervejet valg og tillykke med dét. Egentlig er der ikke mere at sige til dét; du skal - ligesom alle vi andre - leve med dine valg. Ulrik Mortensen Jamen det er jo helt vidunderligt det kan lade sig gøre. Alle disse bedagede mødre vil skabe en masse vanskabte børn - det giver en masse gode jobs inden sundhed og pleje. Befolkningen vil ældes med rekordfart - det er godt for CO2 udslippet. Gamle mennesker spiser mindre, bevæger sig mindre og rejser mindre - og det altoverskyggende voldtægtsproblem vil også decimeres. Det er eftersigende svært at være hård mod en pige når man går med stok. Mon ikke DF og Enhedslisten i skøn forening fremsætter et lovforslag om firdobbelt børnepenge til mødre over 60? Er de blevet truet med at blive gjort arveløse, hvis ikke der produceres børn? Det at folk, der har børn, fortæller en, at de ikke forstår dit valg, fordi de er så glade for deres børn, bør man glæde sig over - det modsatte ville være sørgeligt. Nogen gange er man altså selv så fikseret på sit anderledes valg, at man automatisk tror, andre også er det. Personligt får jeg en dårlig smag i munden ved at læse det - især udsagnet om, at hun finder børn uinteressante, synes jeg viser en vældig selvoptaget person. En god ting ved børn i al almindelighed er , at de ikke tager voksne helt så højtidelig, som de voksne tager sig selv. De fleste børn har en ret så veludviklet bullshitradar og skærer ofte lige igennem ved deres spørgsmål. De finder ham slet, slet ikke så interessant, som han selv gør. Amalies valg er faktisk gevaldigt uinteressant for en større offentlighed. Vi er mange før hende, der har taget samme valg - og der kommer mange efter. Verden drejer videre uanset.


INFO FILM - UNGE OG ENSOMHED
Det var et af de største Lyspunkter i min alvor- lucifer Ungdom, naar jeg kunde leve en lille Tid paa Kalundborg Ladegaard sammen med Ville, der altid kaldte mig sin Sjælsvenindei senere Aar ogsaa sin Præst. I gamle dage blev man forsørget af sine børn når man blev for gammel til at arbejde, mod at man gik lidt for hånden og i øvrigt gav vigtig omsorg til børnebørn. « Og saaledes skete det ogsaa, Gud være lovet. Og selvfølgeligt - heldigvist - fylder børn meget i elements liv, når de får dem. Den Alvor, Vid og Skjæmt Hvormed saa tidt De glæded mig, Skal aldrig blive glemt. Ikke endnu i al fald. Det var nok især Frøken Conring, der havde omtalt mig til hende, som om jeg var saa »grumme praktisk«.